Baggrund for Støtteerklæring.
Foreningen Assens Købstad har i en længere periode peget på behovet for at øge fremkommeligheden med investeringer i en bedre og mere moderne infrastruktur fra Assens til motorvejsnettet mod Odense. Foreningens behovsanalyse understøttes af Dansk Industris årlige kommunale erhvervsanalyse, hvor Assens Kommune gennem flere år har scoret meget lavt netop på infrastrukturmålingen.
Der er nu afsat 5 mio.kr. til en nærmere undersøgelse af dette behov i ”Aftale om infrastrukturplan 2035” fra juni 2021. Det er foreningen Assens Købstads ønske, at dette analysearbejde bør igangsættes hurtigst muligt – gerne allerede i 2022, samt at Assens Kommune tilgodeses af de puljemidler, der er afsat til lokale infrastrukturinvesteringer.
Foreningen Assens Købstad vil på denne baggrund søge om foretræde for Folketingets Transportudvalg, og de vil meget gerne have de lokale virksomheders og medlemmers støtte til dette.
Vedhæftet er en støtteerklæring, som foreningen ville sætte pris på, hvis du vil printe, underskrive og returnere til mig.
Hovedindholdet i støtteerklæringen
Af hensyn til erhvervslivets udviklingsmuligheder, medarbejdernes fremkommelighed, tiltrækning af arbejdskraft, købstadens og handelslivets overlevelse samt egnens fremtidige kultur- og turismeudvikling støtter vi som erhvervsdrivende i Assens Kommune op om det store behov for en bedre og moderniseret infrastruktur til og fra Motorvejsnettet.
Baggrundsinformation
- Assens Kommune scorer næst dårligst af alle kommuner i DI’s erhvervsanalyse for så vidt angår infrastruktur i 2021.
- Assens har mange ind- og udpendlere af kommunen hver dag (ca. 14.000 dagligt i 2015-tal, pendlingen øges hvert år).
- Vi har ca. 12.000 trafikanter dagligt på vejene mellem Assens og Odense (ca. 8.000 hele vejen fra Assens til Odense) på et vejnet, der ikke er tidssvarende og med mange trafikmæssige restriktioner og gennem flere bymæssige bebyggelser.
- Der er ikke investeret i moderne infrastrukturer i Assens i seneste ca. 35-40 år (ud over den gennemgående motorvej).
- Assens Kommune er kun ”beriget” af ca. 12 km. statsvej (ud over en gennemgående motorvej, som er til glæde for hele landets borgere).
- Fremrykningen af den nye jernbane over Vestfyn til 2022 medfører et stort behov for fremrykningen af nye transportforbindelser for borgerne i Assens kommune.
Vi håber, du vil være med og støtte foreningen Assens Købstad i dette arbejde.
Din støtteerklæring bedes venligst sendt til foreningens næstformand, Arne Jakobsen, på mail: arnejak51@gmail.com
Tak for hjælpen/støtten!
Med venlig hilsen
FORENINGEN ASSENS KØBSTAD