Illustration: Sune Elskær

Vor Frue Kirke

Vor Frue Kirke i Assens er Fyns næststørste kirke, kun overgået af Sct. Knuds kirke i Odense. Udvendigt står den i dag tilnærmelsesvist uændret siden senmiddelalderen. Det ottekantede tårn stod færdigt omkring 1470, og man mener, at det er opført på et ældre fundament fra et kvadratisk tårn, som man ser det på de fleste landsbykirker. Den ottekantede tårnoverdel som et senmiddelalderligt bygningsudtryk i Danmark er unikt, og er formodentligt inspireret fra Nederlandene. Den opmærksomme iagttager kan også se, at det der i dag kaldes Holevadkapellet, oprindeligt har været tværskib i en ældre kirke med et smallere hovedskib, formentlig en romansk teglstenskirke fra 1200-tallet. Reformationen kom tidligt til Assens. Allerede i begyndelsen af 1528 havde de nye tanker fat, og i 1530 blev en stor del af de kirkelige ejendomme overdraget til bystyret, heriblandt hellighåndhuset, der havde været en del af den kirkelige forsorg for syge og svage. Området omkring kirken fungerede frem til 1820 som kirkegård. I 1816 blev Assistenskirkegården i Ny Adelgade, det der i dag kaldes den gamle kirkegård, indviet. Ca. 1820 blev en del af kirkeområdets syd for kirken mod Adelgade og vest for mod Damgade solgt fra og bebygget. Disse bygninger blev nedrevet igen i 1905 og i 1916, hvor arealerne atter blev kirkens, og området fik sit nuværende udseende. Begravelser var omgærdet af mange regler, blandt andet om, hvem der havde ret til mod betaling at bære liget til graven, svarende til vore dages rustvogn. I 1740’erne var snedkernes og skræddernes lav på kant med hinanden om dette. Det førte til, at da byfogeden i 1749 udarbejdede byens første reglement for ligbæring, gav det enhver ret til at klare sig selv uden brug af et ligbærerlav, så længe det skete uden betaling. Syngedrengene ved Assens kirke blev oprettet i 1856 og er det ældste drenge/mandskor i Danmark. Koret har siden fungeret som forsangere i kirken. Ifølge traditionen skulle drengene stille i mørkt tøj og sorte sko. Korarbejdet var lønnet, og ved nytår fejrede drengene med napoleonskage og rød sodavand. Inden etableringen af Syngedrengene, var det latinskolens peblinge som stod for kirkesangen. Det var de yngste latinskoleelever, som fra middelalderen og frem til ca. 1800, blandt andet tjente til dagen og vejen ved at synge i kirken. Deres klædedragt omfattede den karakteristiske spidshue.