Illustration: Sune Elskær
”Vores kvarter” – Nygade og Baronvej
Nygade blev anlagt på apoteker Strøybergs toft, kaldt Trianglen. Det første hus, Nygade nr. 1, blev opført i 1886. På samme tid blev den tidligere Barongyde udbygget og ændrede navn til Baronvej. Boligerne blev bygget i en tid, hvor industrien i Assens tog fart, og gaderne blev beboet af børnefamilier, hvor forældrene havde arbejde på byens fabrikker. Der var også plads til de større børn på fabrikkerne (børn over 10 år jfr. fabriksloven 1873). Blandt andet havde Assens Tobaksfabrik ca. 1890 to hold børn af 7 drenge på hvert hold. Det ene hold arbejdede formiddag og gik i skole om eftermiddagen, og det andet hold arbejdede modsat. I Nygade boede bl.a. pakmester og togfører Frederik Vilhelm Julius Frandsen, der i 1948 forulykkede med toget, da det kørte ind i et hus på Assens havn. Frandsen døde samme dag af skaderne.
Det var almindeligt, at en familie boede i stueetagen og udlejede 1. sal til en anden familie. I 1960-70’erne var det derfor meget attraktivt at købe hus i Nygade og Baronvej, da pladsen var større her, og det blev mere almindeligt, at husene herefter blev til enfamiliehuse. Frem til 1951, hvor gaden blev kloakeret, var der latriner i baggården. Natmanden skulle gennem den smalle gang med spandene. Familierne i det enkelte hus delte latrin. Mange elever fra Teknisk Skole, senere Handelsskolen, Nygade nr. 4, fangede solens varme stråler på trappestenene uden for Nygade nr. 11, når de havde frikvarter. Skolens elever har også bidraget til, at der var liv i gaden i dagtimerne.
Under 2. Verdenskrig indtog tyskerne skolebygningen. På modsatte side af gaden, i Nygade nr. 1, skjulte husejeren en jøde i samme periode. Gennem porten til Nygade nr. 2 kunne man i 1920’erne opleve den store stab af arbejdere fra J. Ernst’s Sølvvarefabrik A/S på vej hjem for at spise til middag. Nygade og Baronvej er to gader, der holder på beboerne og gemmer på gode fortællinger. I et hus på Baronvej hænger stadig den lysekrone, som har fulgt huset fra nyt af og frem til nu gennem flere nye ejere.
You must be logged in to post a comment.