Handlen og købmandsgårdene

Illustration: Sune Elskær

Handel og købmandskab i Assens

De mange velbevarede købmandsgårde i Assens vidner om et rigt handelsliv. I Østergade, umiddelbart indenfor Østerport, ligger tre store købmandsgårde på stribe; Brydes Gård, Plums Gård og Willemoesgaarden, som gennem tiderne har huset byens førende købmænd. Man kan stadig aflæse i arkitekturen, hvordan korn har været en vigtig vare. Kornet blev købt fra bønderne i oplandet og sendt videre i skibsladninger. Fra høsten til nytår kom vogne med de forskellige kornsorter, og bl.a. Plums gård var fuld af vogne. Tit spændte folk hestene fra og trak vogne med håndkraft ind i gården. Der var store penge at tjene på kornet, og der kunne også falde lidt af til gårdskarlen, som tog sig af hestene, imens kornsækkene blev hejset op på de forskellige lofter. Dette skete med håndkraft. Efter 1890 fik man hejseværker. Ved næringsfrihedslovens ikrafttrædelse i 1862, ophørte købstadens privilegier. Tabet af Sønderjylland i 1864 samt anlæggelse af stationsbyer langs hovedbanen over Fyn udfordrede forretningslivet i Assens.

For at sikre fremtidig handel, gik i alt 37 forretningsdrivende i byen sammen om at stifte Handelsforeningen i Assens (1874), senere: Assens Handelsstandsforening. På Hotel Postgaarden i Strandgade mødtes bestyrelsen, hvor vi blandt andet finder Købmand N. M. Plum. – den ene halvdel af brødreparret N. M og F. Plum. Bestyrelsesmedlemmerne arbejdede på flere fronter; – heriblandt med at få jernbane til Assens samt at forbedre adgang til havnen, for at sikre kunder og varer til byen. Derudover var det væsentligt at sikre gadebelysning for de handlende, så de kunne føle sig trygge, når de skulle handle efter mørkets frembrud. Det lykkedes Handelsstandsforeningen at sikre, at byens gaslygter måtte være tændt i november og december i forretningskvarterene og på gadehjørnerne efter mørkets frembrud. I midten af 1800-tallet gik erhvervslivet i Assens sammen om at stifte Assens Spare- og Lånekasse (1852). Spare- og Lånekassen havde som formål at opmuntre til opsparing. Indskud fra befolkningen og tegning af aktier til støtte for virksomheder, var vigtige opgaver. I 1896 oprettes A/S Assens Bank på initiativ af flere erhvervsdrivende i Assens, og i 1906 flyttede banken ind i en af de store købmandsgårde – Brydes Gård. I dag hedder banken Fynske Bank, og den holder stadig til i den gamle købmandsgård.